Grænsen mellem Mexico og USA hjemsøges af racistiske, frivillige grænsevagter, men de møder modstand. Her er en reportage fra sensommerens aktioner mod disse selvbestaltede patruljer skrevet af aktivist-kollektivet o.r.g.a.n.i.c
Af o.r.g.a.n.i.c
Man ved, at man bor i en ørken, når ens bil samler et tykt lag af gult støv. Når man bor i området af grænselandet San Diego, kan man ikke undgå at bemærke dette. Ørkenen spiller en stor rolle i alle historier om den USA-Mexicanske grænse. Det meste af grænsen udgøres af en stor, varm og dødelig ørken. Dag efter dag dør folk i forsøget på at krydse den for at komme ind i USA. Mange folk i grænselandet fortsætter med at bekæmpe grænsen samt de ideer og personer, der forsøger at opretholde den. Der er utallige grupper, der tager disse opgaver på sig. Herunder er nogle historier og tanker sat sammen af medlemmer af en af disse grupper, kollektivet o.r.g.a.n.i.c.
I april bekendtgjorde en gruppe af bevæbnede medlemmer af et frivilligt vagtværn, der kalder sig selv for the Minutemen Project, deres planer om at etablere en væbnet civil patruljering af grænsen i Arizona. Denne type af selvbestaltet patruljering er blevet udført gennem mange år, men det som var anderledes ved dette projekt, var omfanget og den store mængde af opmærksomhed, projektet fik i de kommercielle medier. I juli begyndte en lignende gruppe, the California Minutemen, deres første operation på grænsen i California. Endnu en gruppe, Friends of the Border Patrol, bekendtgjorde planer for en endnu større operation (også i Californien) på den Mexicanske uafhængighedsdag den 16. september.
Møde mod grænser
I San Diego i slutningen af august 2005 blev der afholdt møde, som fandt sted imellem de to Californiske grupper for at reflektere vores bestræbelse på at stoppe den ene og skabe et effektivt netværk til at stoppe den anden. Under titlen ”The No Border Encuentro” ville man forsøge at skabe et rum for både at lære og udvikle strategi mod grænser og racisme. ’Encuentro’ er spansk for ’møde’. Ordet var valgt i ånden af de Zapatistiske møder, som søger at skabe et rum for folk at mødes og kæmpe for en anden verden sammen.
Den første dag på mødet blev hovedsageligt brugt på et besøg ved noget af Maquila-industrien i grænselandet, og senere på aftenen var der en koncert. Anden dagen var delt op i forskellige workshops og strategi-møder. Mere end 100 mennesker kom til konferencen fra San Diego, Tijuana, Portland, Los Angeles, Santa Cruz, San Fransico og andre steder. I løbet af dagen diskuterede deltagerne hvilke taktikker og strategier, der kunne blive brugt til at stoppe the Minutemen, inklusiv direkte aktions træning og elektronisk civil ulydighed på SWARMtheminutemen.com. Der blev afholdt et længere strategimøde, der sigtede efter at inddrage alle deltagerne, men delt ind i mindre grupper, så folk kunne vælge deres eget fokus. Vi forlod mødet med en plan om at blokere en Friends of the Minutemens træningssession den næste dag.
Det starter alt for tidligt. Jeg skynder mig, fordi jeg sov over. Vi er nød til at stå op klokken 07 for at nå til stedet for the Minutemen’s træning klokken 0800 og afbryde deres indskrivning og stoppe træningen. Jeg er virkelig sulten, og ønsker jeg havde tid til morgenmad. Aftenen før holdt vi møde til sent. Mødet var spændende, med masser af ideer summende fra alle de folk, der var kommet langvejs fra for at hjælpe med at stoppe the Minutemen, bekæmpe racisme og udfordre ideen om at hegn og våben beskytter os. På mødet planlagde vi aktionen og var blevet enige om, hvad der ville være den bedste måde at stoppe denne gruppe af selvbestaltede grænsevagter på.
Noget af det, der gør arbejdet mod The Minutemen mere besværligt er, at de har en struktur nogenlunde som os: Mange forskellige små private grupper, der popper op forskellige steder. I juli havde vi brugt 3 uger på konfrontere en gruppe kaldt the California Minutemen. Til den Mexicanske Uafhængighedsdag, organiserede Friends of the Border Patrol deres egen civile grænsepatrulje.
Jeg parkerer min bil nede af vejen fra bygningen og går ud, nøjagtigt som planlagt. Klokken 0800 præcist går vi ved indkørslen til det hus, hvor Friends of the Border Patrol indskriver deltagere til træningen. Gruppen af demonstranter bruger masser af forskellige taktiker, fra ansigt-til-ansigt konfrontationer med de frivillige, protest inde i bygningen med megafoner og blokering af indgangen.
En af de frivillige fældede en demonstrant, men vi bevarede roen og svarede ikke igen på deres voldlige fremfærd. Efter næsten en halv time med intens konfrontation ankom politiet og arresterede to aktivister, som the Minutemen beskyldte for overfald. Senere blev de begge løsladt, men den farvede aktivist blev stævnet, mens den hvide aktivist ikke ikke gjorde.
Oppe mod hegnet
Den weekend, hvor the Friends of the Border Patrol havde proklameret, at de ville starte deres patruljering, kører vi til Calexico, hvor der er indkaldt til moddemonstration. Det er en by placeret lige på grænsen overfor Mexicali, som er en noget større mexicansk by.
Vi parkerer hurtigt, fordi vi igen er sent på den. Vi kommer stadig lige i tide til at mødes med folk i en park, hvor demonstrationen skal starte. Der ser ud til at være en broget flok, alt fra stars and stripes til anarkistiske sorte faner vajer i luften. Alle imod the Minutemen. Efter at have gået et par hundrede meter runder demonstrationen et hjørne og kommer frem mod grænsehegnet. Et sus går gennem mig, og i løbet af få sekunder er vi ved hegnet. FZLN og nogle anarkister i Mexicali har arrangeret en demonstration lige på den anden side. De to grupper er samlet og er der godt over 500 personer. På få minutter har vi bevæbnet os selv med sten og stængerne fra vores faner, og med dem slår og ridser vi det rustne hegn. På begge sider bestiger folk hegnet og råber ’Sin Capitalismo, Sin Fronteras!’. Jeg har stangen af træ, som fanen er monteret på, og jeg slår mod hegnet igen og igen. Rusten ryger af og lander på mine arme, mit ansigt og min nakke. Jeg forestiller mig, at det er stykker af grænsen, der falder ned omkring mig. Lige overfor mig ser jeg et ansigt ikke mere end 30 cm væk, men vi er adskilt af denne mur. Jeg tænker på, hvor absurd det er, at to befolkninger er delt midt over af dette skrummel. Jeg tænker på de familier og venner, der kommer her for at snakke til dem, som ikke kan krydse grænsen. Imens flyver en volleyball frem og tilbage over grænsen. Vi vidste alle, at grænsen ikke ville forsvinde på en dag, men det var på tide at forestille sig en fremtid uden dens mærkelige tilstedeværelse. Uden lyst til at forlade dem vi netop havde mødt på den anden side af hegnet, fortsatte marchen, og den endte i en park, hvor der var planlagt enkelte talere.
Dagen efter besøgte vi en kirkegård i Holtville, en anden lille by nær grænsen i Imperial County. Da vi ankommer, ligner det hvilken som helst anden lille kirkegård, men dette er en gravplads for immigranter. Dem som begravedes her er døde i forsøget på at krydse grænsen. Det gjorde et stort indtryk. Vi gik stille mellem gravstederne og lagde blomster. Det betød intet, at jeg ikke var religiøs, det handlede om at efterlade noget for at vise, at disse folk ikke er glemte. Det er mennesker med familier og venner, hvis eneste forbrydelse var at krydse en streg i sandet.
Grænsen og Krigen mod Terror
Operation Gatekeeper hed den plan, præsident Clinton iværksatte for at forøge militariseringen af grænsen med flere hegn, lys og agenter. Den begyndte i 1994, det samme år som NAFTA begyndte og zapatisterne rejste sig i mod det. Siden 1994 har mere end 1,5 million mexicanske farmere mistet deres farme som resultat af billigt majs fra USA dumpet på deres marked. Denne ’finansbombe’, som Marcos har kaldt NAFTA, har uden tvivl hærget Mexico og tvunget folk til at flygte i søgen efter bedre levevilkår og velstand andre steder.
Den neoliberale agenda om frihandel kræver, at varer frit kan krydse til og fra Mexico, og alligevel dør mennesker, der forsøger den samme rejse ind i USA, af mangel på vand eller føde, eller bliver skudt af grænsevagter. Siden Operation Gatekeeper begyndte i 1994 er over 3.500 mennesker døde. Alle ved, at det antal er langt lavere end det reelle antal ofre. Tallet på 3.500 kommer fra grænsevagten, og de leder ikke efter lig, men de rapporterer kun dem, som de støder på under patruljering. Mange anslår antallet til at være så højt som 10.000 døde i gennem det sidste årti. Krigen mod terror har skabt nye fjendebilleder og uddyber det kunstige skel med ‘dem’ og ‘os’. Dette har også haft en stor effekt i grænselandet. Immigranter specielt og farvede folk generelt er i lang tid blevet opfattet som ’dem’ eller ’de andre’, men dem, som krydser grænsen, bliver nu mere end nogensinde før forbundet med en mytisk fjende i en ny og endeløs krig. Grænsen er en afgørende komponent i konstruktionen af myten om det hvide overherredømme over et sikkert, sundt, lovlydigt ‘hvidt Amerika’. Alt det der er dårligt, farligt, sygeligt og illegalt kommer fra de brune folk uden for det ’hvide Amerika’. Uanset deres altid tilstedeværende retorik om åbenhed og diversitet, fortsætter the Minutemen med at udnytte disse myter for egen vinding, om det så er en politisk karriere eller simpelthen en grund til at lege røvere og soldater sammen med andre midaldrende mænd. Deres tilstedeværelse falder sammen med rekord i dødsfald ved grænsen samt en række uforklarlige mord nær deres patruljer, og de har inspireret til en betydelig stigning af fascistisk aktivitet i området. Men the Minutemens og deres venners tilstedeværelse har gjort noget andet. De har hjulpet med at forene deres opposition. Mængden af grupper, som har fundet sammen gennem de sidste par måneder, er begyndt at tilslutte sig et No Border Netværk. I sommeren 2006 vil Zapatisterne passere igennem det nordlige Mexico, inklusiv Baja, som en del af den Anden Kampagne. Vi planlægger at organisere vores næste grænselejr på dette tidspunkt for at samle flere folk til begge begivengeder og også for at udvide forståelsen af forbindelsen mellem den firmastyrede globalisering og militarisering af grænserne.
o.r.g.a.n.i.c er et anarkistisk kollektiv, som blev født ud af mobiliseringen mod WTO i 2003. For tiden arbejder o.r.g.a.n.ic. på en kampagne, som ikke kun kæmper for at stoppe the Minutemen, men fokuserer på andre emner omkring grænsen, såsom at forhindre opførelsen af et tredobbelt grænsehegn og støtte menneskerettighederne for migranter.