Den arkitektoniske besættelse af Palæstina og krigen mod terror
Af Mikkel Bolt
Vi er i krig. Den 12. september 2001 proklamerede USA?s præsident, George W. Bush, at USA var i krig mod den globale terrorisme. Det har siden stået lysende klart, at han mente det. Krigen har ikke kun fundet sted som spredte træfninger eller isolerede militære aktioner, den har vist sig at udgøre en særlig styremåde. Der er sket forandringer i både basis og overbygning efter, at den såkaldte ?krig mod terror? blev indledt. Krigen har således ikke blot været en rent militær affære, den har haft konsekvenser for hele samfundet.
Krigen kom ikke ud af det blå. Den har nemlig været synlig op gennem 1990?erne i Irak, Kosovo, Colombia, Panama, Somalia, Rwanda, Tjetjenien, men først og fremmest i Israel, der har fungeret som en art laboratorium for udviklingen af det nye paradigme, ifølge hvilket krig er statens naturlige eksistensform. I Mellemøsten har et stadigt mere militariseret Israel fungeret som spidsspyds for det nye paradigme og har effektivt forhindret ethvert arabisk forsøg på at udvikle økonomisk og politisk autonomi. Den store masse af palæstinensiske flygtninge-proletarer har fungeret som stopklods for udvikling af en i forvejen opløst arabisk verden. Den intensive militære kontrol ? sikkerhedskontroller, destruktion af palæstinensiske boliger, nedrivningen af landsbyer, bombardement af huse, likvideringer, opførelsen af nye bosættelser og konstruktionen af et stort motorvejssystem reserveret til jødiske israelere ? der blev en realitet i 1990?erne, udstak kursen, men det var først efter den 11. september 2001, at brikkerne faldt på plads på en globalt niveau, at fjenden blev synlig. Men i Palæstina har konturerne af dette nye paradigme været synlige i årevis.
Alt forvandles til våben
Som Eyal Weizmans nye bog Hollow Land: Israel?s Architecture of Occupation tydeligt viser, er dette krigsparadigme blevet testet, afprøvet og forfinet i de besatte områder igennem mere end tre årtier. Efter at have læst Weizmans bog står det klart, at krig ikke længere blot er en række lokaliserbare krige. Det er derimod et kontrolregime, der retter sig mod hele samfundet og gør krig til et permanent vilkår. Det er en af Weizmans konklusioner; en konklusion vi er tvunget til at forholde os til, da dette paradigme har fået global rækkevidde: Krig kan ikke isoleres til militære forhold, men finder sted gennem en bred vifte af forskellige registre som politik, massemedier, lovgivning og arkitektur. Som Weizman viser, har dette været tilfældet i Israel siden 1973, hvor den egyptiske hær brød gennem de israelske forsvarslinier i Sinai. På baggrund af denne begivenhed i 1973 begyndte Ariel Sharon, der på dette tidspunkt var landbrugsminister og formand for regeringens bosættelseskomite, at opføre jødiske bosættelser rundt omkring på Vestbredden. Bosættelserne blev opført som led i et urbant forsvarssystem, der skulle beskytte den israelske stat mod invasion. Som Sharon forklarede det på det tidspunkt: ?Ved ethvert angreb skal vores forsvarslinier kunne opretholdes af et begrænset antal styrker, der samarbejder med civile befolkningsgrupper, hvis rolle det er at bevogte vores grænse, sikre veje og kommunikation osv.? Krig og politik smeltede således sammen i skabelsen af rum. I denne proces blev alle sfærer af menneskeligt liv militariseret: familiehuse og campingvogne blev eksempelvis til regulære krigsinstrumenter, der supplerede tanks, idet de sikrede vigtige strategiske bjerge og andre lokaliteter.
Som et svar på den traditionelle militære forsvarslinies utilstrækkelighed ? den havde ikke forhindret de egyptiske styrker i at trænge ind i Israel ? opfandt Sharon en ny militær diskurs, der integrerede civile bosættelser i beskyttelsen af nationens grænser. Som Weizman skriver: ?I hænderne på Sharon, hans tilhængere og kolleger, blev arkitektur og planlægning præsenteret som en fortsættelse af krig med andre midler. [...] Krigen var kun forbi, fordi den nu var overalt.? Det er dette skræmmende scenarium, Weizman viser os, idet han beskriver, hvorledes den israelske stat i mere end 35 år har udhulet Palæstina gennem en skånselsløs kolonial politik, hvor alt ? naturressourcer, huse og landskabet ? forvandles til våben. Som Weizman skriver, kan arkitektur, infrastruktur, byplanlægning og krig ikke adskilles i de besatte områder. Arkitektur og urbanistik spiller på forskellige måder en væsentlig rolle i Israels kolonisering af de besatte områder.
Det er denne måde at koncipere rum og arkitektur som elementer i militære operationer på, der er emnet for Hollow Land. Weizmans bog giver os en fascinerende og foruroligende analyse af den fysiske besættelse og kolonisering af Palæstina og viser, hvorledes planlægning og arkitektur er blevet taktiske redskaber og berøvelsesinstrumenter i kampen om de besatte områder. Som han viser, tager besættelsen også form af brugen af bestemte bygningsdele og arkitektoniske former, der ikke blot maskerer besættelsen, men legitimerer nye bosættelser og inddragelse af palæstinensisk jord. Brugen af disse former og dele går hånd i hånd med den ubarmhjertige destruktion af palæstinensiske hjem, kvarterer og hele landsbyer. Besættelsen skjules gennem brugen af et arkitektoniske sprog, der forsøger at iscenesætte de besatte territorier som israelske. I besatte områder uden for Jerusalem benyttes der således bestemte byggematerialer, der får det til at se ud som om, nye bygninger opført af den israelske stat er en naturlig del af byens organiske vækst. Konklusionen er klar: arkitektoniske såvel som bygningsmæssige detaljer, organiseringen af og formen på bosættelser hænger uløseligt sammen med den israelske stats kolonisering af Palæstina.
Æstetisk tiltalende besættelse
Gennem en detaljeret præsentation beskriver Weizman eksistensen af de utallige og ofte usynlige sikkerhedsapparater, der er blevet etableret i de besatte områder, og som sikrer de israelske sikkerhedsstyrker noget nær total kontrol med områderne på jorden, i luften såvel som underjordisk. Hvert af bogens kapitler analyserer de forskellige sikkerhedsmekanismer, som den israelske hær og regering bruger i kampen om de besatte områder: bosættelser, befæstninger, checkpoints og mure. Weizman beskriver dermed de forskellige spatiale mekanismer, som opretholder og forstærker besættelsen. Hvis man tror, at det at bygge er en neutral aktivitet, så må man tro om efter at have læst Weizmans skarpe kritik af den israelske stats brug af arkitektur i koloniseringen af Palæstina. Arkitektur og politik er snævert forbundne og Weizman argumenterer overbevisende for umuligheden af at skelne mellem dem. Undervejs får han rettet en hård kritik mod israelske arkitektur og byplanlæggere for at udstyre en undertrykkende besættelsespolitik med et skin af god smag, idet de besatte områder med arkitekternes hjælp forvandles til israelsk hjemland, hvorved besættelsesprojektet naturaliseres, og bosættelserne kommer til at fremstå som en organisk og naturlig del af Israel. Selvom de prætenderer ikke at være involveret i et brutalt politisk koloniseringsprojekt, har generationer af israelske arkitekter og byplanlæggere ifølge Weizman et medansvar for koloniseringen af Vestbredden og Gaza, idet de har tegnet bosættelser og gjort disse krigsrum mere funktionelle og æstetiske tiltalende.
Weizman er ligefrem i sin konklusion: ?Til trods for de komplekse juridiske, territoriale og byggede virkeligheder, der opretholder besættelsen, så har konflikten om Palæstina været en relativ ligetil proces af kolonisering, fordrivelse, modstand og undertrykkelse. ? Han underbygger sin konklusion ved at henvise til en række konkrete tilfælde, hvor den israelske stat har tilegnet sig palæstinensiske naturressourcer: Israel bruger eksempelvis 83 % af vandreserverne på Vestbredden, og arabiske israelere tjener ca. 40 % mindre end jødiske israelere gør. Selvom den israelske regering forsøger at holde udvidelsesprocessen ude i strakt arm, og gør hvad den kan for ikke at fremstå som den egentlige drivkraft, så er der ikke nogen tvivl om, at alle israelske regeringer siden 1973 har set det som deres mission at etablere stadigt flere bosættelser og forhindre etableringen af en levedygtig palæstinensisk stat. Weizman viser, hvorledes det har været muligt at opretholde og intensivere denne proces gennem komplekse juridiske procedurer, hvorved staten kan beslaglægge palæstinensisk jord, der ikke er privatejet. Det der umiddelbart fremstår som en praktisk foranstaltning til at forøge landbrugsproduktionen, er i virkeligheden et forsøg på at appropriere palæstinensisk land. Evnen til at hindre palæstinensiske bønder adgang til vand accelererer yderligere berøvelsesprocessen, hvor flere og flere jordlodder kommer under israelsk kontrol. Der er ifølge Weizman ikke tvivl om, at vi har at gøre med et bevidst israelsk forsøg på at fragmentere de besatte områder. Udtalelser fra ledende israelske politikere efterlader da heller ingen tvivl om dette, som Sharon udtalte i 1998 efter forhandlinger med de palæstinensiske myndigheder: ?Alt det vi ikke snupper, går til dem.?
Den ?glatte? krig
Noget af det mest fascinerende ved Weizmans bog er hans analyse af det israelske militærs forsøg på at gentænke krig ved hjælp af begreber og greb hentet fra poststrukturalistisk filosofi og moderne kunst. Ifølge den israelske hærs Operational Theory Research Institute (OTRI), der ifølge Weizman er de primære eksponenter for forestillingen om postmoderne krigsførelse, har krig ikke længere at gøre med erobringen eller indtagelses af rum, men har at gøre med omorganiseringen af rum. Ved at tage begreber og idéer fra filosoffer som Gilles Deleuze og Georges Bataille og arkitekter som Bernard Tschumi og kunstnere som Gordon Matta-Clark har den israelske hær været i stand til at udvikle en ny forståelse af, hvad en militær aktion er. Weizman viser, hvordan OTRI bruger begreber som ?sværm? og ?omvendt geometri?, når de beskriver og udfører militære operationer i de besatte områder. Som den tidligere leder af OTRI, Shimon Naveh, udtaler: ?Vi ønsker at konfrontere den gammeldags militære praksis? ?stribede? rum med det ?glatte?, der gør det muligt at bevæge sig gennem rum og krydse grænser og barrierer.? Navehs udtalelse viser, hvorledes Deleuzes forestilling om ?stribede? og ?glatte? rum hjælper det israelske militær med at gentænke krig ved at tilbyde et sprog, med hvilket det kan tale om krig på en ny måde. Da israelske styrker rykkede ind i Nablus i 2002 forvandlede de det rum, de bevægede sig i, idet de ikke benyttede veje, gader og gyder, men i stedet bevægede sig gennem mure, lofter og gulve. I stedet for at lade det allerede skabte rum diktere sine bevægelser producerede den israelske hær rum og opløste undervejs forskellen mellem indre og ydre, hus og by. ?Taktikken med at bevæge sig gennem mure indebærer, at man ikke blot ser på byen som sted for krigshandlinger, men som et medium for krig ? et fleksibelt, næsten flydende materiale, der altid er kontingent og i bevægelse.? Krig forvandles på den måde til en form for læseproces, hvor det urbane rum er en tekst, der skal afkodes og dekonstrueres, og hvor huse og vægge er et fleksibelt materiale, man kan overskride i en kontinuerlig krigsoperation. Sådan er den postmoderne krig, hvor soldater infiltrerer rum som skyer i små, løst koordinerede grupper, der kommunikerer med hinanden i et flydende, amorft miljø.
Udviklingen af denne postmoderne krigsmatrice har at gøre med den blandt israelske politikere og militærfolk meget udbredte forestilling, at Israel-Palæstina-konflikten er uløselig og skal forblive uløst. Ja, at krig faktisk er den ønskede tilstand, der skaber ?muligheder?. Israelske ledere går ifølge Weizman ind for en permanent krigsdoktrin, hvor konflikten aldrig ender, og hvor der ikke findes nogen politiske løsninger. Traditionelle forestillinger om krig og fred giver ikke længere mening i dette scenarium, hvor krig betragtes som en form for konstruktivt kaos. Som Dan Halutz, stabschef i den israelske hær, siger: ?Konflikten er uløselig og permanent?. Derfor har hæren ?gearet sig til operere i et miljø gennemtrængt af konflikt og i en fremtid med permanent vold. [...] Spørgsmålet er ikke ?Hvad er løsningen?? men ?Hvordan lever vi uden en løsning?? I fraværet af begge løsninger ? en politisk løsning eller en afgørende militær sejr ? administrerer det israelske militær blot konflikten.? Resultatet er den undtagelsestilstand, der kendetegner de besatte områder, hvor alt kan ske, hvor attentater regelmæssigt finder sted, hvor huse rives ned, og kontrolposter hele tiden bliver sat op nye steder og derved forhindrer palæstinensere i at dyrke deres afgrøder og besøge familie på den anden side af muren. Palæstinensere bruger timer på at vente ved kontrolposter, mens jødiske israelere hurtigt kan rejse fra en bosættelse til en anden gennem et motorvejssystem i flere niveauer uden nogensinde at skulle se en palæstinenser. Weizman redegør detaljeret for den voldelige og vanvittigt komplekse fragmentering af de besatte områder, der har fundet sted i de seneste årtier. Når man ser et kort over bosættelser på Vestbredden ser derfor nu man et kaotisk territorium, der inden for den nærmeste fremtid formodentlig ikke vil kunne blive til en velfungerende stat. Men det er selvfølgelig også pointen. Situationen er nu så kompleks, at konflikten ikke kan løses ved at dele territoriet, og at det er kun den israelske regering, der er i stand til at administrere området og løse nogle af de modsætninger, den selv har skabt. Besættelsen præsenteres som en art kriseadministration. Dominansen gøres uforståelig og naturaliseres.
Som Weizman klart viser, er krig ikke længere en kort fase, men en permanent tilstand, krig er ikke noget, man indleder og derefter vinder eller taber. ?Krige mellem stater kan vare længe, men de tenderer til at have klart definerede begyndelser og afslutninger. Som kontrast til denne type krig er Israel-Palæstina-konflikten en altid tilstedeværende asymmetrisk, lav intensiv konflikt mellem en stat og en kvasi-stats aktør. [...] I besættelsen er ?krig? og ?fred? ikke længere dialektiske modsætninger, men smelter sammen i et udvidet kontinuum. Modstanden er voldelig, konstant men sporadisk, pacificeringsmissionerne er ofte brutale og andre gange bureaukratiske. Fred er ikke mulig, og der er ikke nogen afslutning på krigen.?
Globalt paradigme
Hollow Land er en vigtig bog, der viser forbindelserne mellem arkitektur og militære operationer, og analysen af Israels funktion som laboratorium for udviklingen af det nye krigsparadigme, der er blevet implementeret globalt med krigen mod terror, gør bogen meget nyttig. Konstruktionen af en mur i Baghdad, der skal adskille suni- og shiamuslimske områder, er blot det mest oplagte eksempel på Israels funktion som avantgarde for denne nye arkitektonisk-militære praksis. Men muren er blot et eksempel på den komplekse sammenkædning af arkitektur og militær, som den israelske stat har udviklet i de besatte områder, og som nu i stadig stigende grad benyttes andre steder. ?Den israelske besættelsesarkitektur kan ses som en accelerator for og acceleration af andre globale politiske processer, et worst case-scenarium for den kapitalistiske globalisering og dens spatiale biprodukt. Dette ?laboratoriums? videre betydning er, at dominansteknikkerne såvel som modstandsteknikkerne mod dem er blevet udvidet og mangfoldiggjort.?
Efter terrorangrebet i 2001 på World Trade Center og Pentagon blev der åbnet for en globalisering af dette krigsparadigme, således, at det nu bruges på globalt niveau i den såkaldte ?krig mod terror?. I overensstemmelse med sin ideologi har den neokonservative bevægelse siden den 11. september 2001 haft travlt med at forkynde USA?s herligheder og bekrige den globale terrorisme, hvad det så end er. Invasionen af Afghanistan og Irak er det mest synlige eksempler på denne nye taktik, på dette nye krigsparadigme, hvor de neokonservative desperat forsøger at sikre amerikanske interesser konfronteret med globaliseringsprocessens accelererede tempo, som opløser tidligere sociale fællesskaber. Den retorik, som man kan høre hos de neokonservative, er ganske afslørende: Der er tale om en kamp mellem civiliserede kristne og muslimske barbarer. USA og den vestlige verden er truet, ikke fordi vores rigdom og militære magt er en menneskelig skandale, nej fordi muslimer simpelthen er onde barbarer, der er opsatte på at ødelægge den storslåede civilisation, vi har skabt helt alene. Bush, Sharon og de andre korsfarere som Fogh Rasmussen må stå fast, også selvom de muligvis resulterer i en svækkelse af retsstaten og krænkelse af en række fundamentale rettigheder, samt kontrol med kultur og politik. Vi må gøre os hårde i kampen mod terrorismen.
Vi hører det konstant: Krigen mod terror kræver særlige forholdsregler, fordi terrorismen er en allestedsnærværende trussel. Den kan ramme hvor som helst når som helst. Derfor er det nødvendigt med nye tiltag, der så at sige på forhånd fjerner truslen. Udvidet kontrol og øget opsyn præsenteres som naturlige tiltag i kampen mod denne usynlige fjende, der potentielt er tilstede overalt. Den kan både vise sig som slyngelstater og som hjemmedyrkede terrorister, derfor må vi være på vagt, og tillade en vis udvidelse af statens evne til at registrere og kontrollere. I det nye krigsparadigme bliver statens vigtigste rolle nemlig den at administrere terrortruslen. At skabe sikkerhed er nu statens vigtigste funktion. Derfor kan enhver indskrænkning af den enkeltes frihed altid legitimeres med henvisning til truslen fra terrorismen. Den israelske stat har, som Weizman skriver, i årevis fulgt denne sikkerhedslogik. Siden 1973 har (u)sikkerhed været den israelske stats vigtigste opgave. Truslen kom nu i lige så høj grad indefra som udefra. På det tidspunkt begyndte det palæstinensiske problem at fremstå lige så stort eller større end de problemerne Israel havde med de omkringliggende arabiske nationer. Derfor skete et skifte fra forsvar til sikkerhed. Fra klart definerede grænser og barrierer til en mere flydende konflikt, hvor ?faren allerede er indenfor i form af en befolkning, hvori der eksisterer subversive elementer?. Sikkerhedsdoktrinen opløser distinktionen mellem ?indre? og ?ydre?, og får forskellen mellem militære og politimæssige operationer til at forsvinde. Retsstatens juridiske rammeværk kommer under pres og truer med at forsvinde i denne proces. Weizman kommer med en række eksempler på, at dette sker i de besatte områder. I krigen mod terror er Guantanamo-basen på Cuba selvfølgelig det primære eksempel. Her tilbageholder den amerikanske hær hundredvis af personer, der siges at udgøre en trussel mod den amerikanske nation. Lejren er hinsides juridisk kontrol, og de internerede har ingen juridisk status og er hverken krigsfanger eller kriminelle. De såkaldt ?illegale kombattanter? er placeret i en situation af maksimal ubestemmelighed, og er reduceret til, hvad den italienske filosof Giorgio Agamben kalder, nøgent liv.
Terrortruslens formløse natur forårsager en transformation af den kapitalistiske stat, hvis objekt nu er truslen, som imidlertid er ubestemmelig og altid kommende. Derfor administrerer staten blot konflikten, den dirigerer de komplekse sociale processer. Men som Weizman med al tydelighed viser, sker der det, at staten selv agerer terroristisk og bliver brutal i en sådan situation. Antallet af likvideringer eller ?fokuserede hindringer?, som det israelske militær kalder deres aktioner, siger alt: siden Al-Asqa-intifadaen brød ud i september 2001 er 339 palæstinensere blevet dræbt i snigmordsaktioner udført af det israelske militær eller specialstyrker, 129 af disse var uskyldige forbipasserende, der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Mikkel Bolt underviser i moderne kulturhistorie på København Universitet og har skrevet en række artikler om avantgarde, moderne kunst, terrorisme og ultra leftisme.