”Gennem de seneste år har Argentina udviklet sig til et fantastisk laboratorium for nye økonomiske og politiske måder at organisere sig og leve sammen på”, fortæller den fremtrædende argentinske aktivist Ezequiel Adamovsky. Det bobler og syder i de argentinske bevægelser og en række eksperimenter har set dagens lys i kølvandet på de sidste års dybe politiske og økonomiske krise

Af Stinne Lyager Bech

Efter længere tids politisk og økonomisk krise udbrød der i slutningen af 2001 et oprør i Argentina, ikke alene blandt de fattige befolkningsgrupper, men også blandt middelklassen, der havde set deres levestandard rasle ned gennem en årrække. Siden har landet ikke alene oplevet en række præsidentudskiftninger, begravelser af aktivister og utallige protestmarcher. Der er også sket en opblomstring af alternative projekter og forsøg på at opbygge nye måder at organisere både arbejde, produktion og fællesskab på. De mest fremtrædende eksempler på disse aktiviteter er byttemarkederne, Naborådene, de besatte fabrikker og "Piquetero" bevægelsen

Byttemarkeder

”Byttemarkederne opstod som en vild idé hos to fyre som arrangerede det allerførste byttemarked i deres garage for ikke særlig mange år siden. I bund og grund var det en meget enkel idé: Mennesker, der havde mistet deres arbejde og derfor ikke havde mulighed for at tjene nogen penge, kunne stadigvæk bytte deres talenter og kapaciteter med andre mennesker, der var i samme situation. Så en skrædder kunne for eksempel reparere en anden persons tøj mod at modtage, lad os sige, hjemmebagt brød eller computertræning,” fortæller Ezequiel Adamovsky. Da den økonomiske krise var på sit højeste, var mere end 7 millioner mennesker afhængige af byttemarkederne for at klare sig. Ved at anvende byttemarkedernes egne ’pengesedler’, kaldet ’kreditter’, kunne deltagerne bytte varer og servicer med andre også indirekte ved at få ’kreditter’ fra en person, men købe hos en anden. ”Desværre begyndte byttemarkederne senere at gå i opløsning, primært fordi nogle personer begyndte at udnytte dem til egen vinding. For eksempel ved at forfalske ’kreditterne’ eller ved at skaffe sig ’kreditter’ i et område, hvor de var relativt billige og så omsætte dem i mere velstående områder, hvor de havde højere værdi. Denne slags aktiviteter har gradvist gjort byttemarkederne mere og mere upålidelige. De findes stadig, men har mistet noget af deres betydning,” fortæller Ezequiel Adamovsky.

Naborådene

Ezequiel Adamovsky understreger, at udviklingen af naboråd, byttemarkeder og hele den horisontale styringsform ikke er et resultat af mange års arbejde og kampagner, men en spontan reaktion på hele det økonomiske og politiske systems kollaps. Argentinerne havde mistet tiltroen til alle politiske partier, forretningsledere og andre autoriteter, en mistro, der udtrykkes i hovedparolen fra oprøret i slutningen af 2001 - Que se vayan todos (Ud med dem alle). Naborådene opstod netop kort efter oprøret. I de store byer begyndte naboer at mødes på gadehjørnerne og diskutere og forsøge at forstå deres problemer. Efter et par dage hvor folk bare fortalte hinanden om deres problemer, bekymringer og frustrationer, så begyndte de langsomt at overveje, hvad årsagen til hele situationen var og diskutere, hvordan den kunne løses. Naborådene opstod således som en ramme for at diskutere og handle i forhold til den fælles situation: ”Mange af naborådene begyndte at organisere fællesindkøb, det vil sige, de indkøbte store mængder af varer en gros og fordelte dem så mellem naboerne efter forskellige kriterier. Mange steder lagde naborådene pres på de firmaer, der leverer elektricitet, gas, telefon og lignende for at få dem til at afstå fra at forhøje priserne og afskære de brugere, der ikke kunne betale deres regninger.” Men udviklingen har ikke været uden forhindringer: ”Problemet var at vi ikke havde nogen tradition for at lytte og tale til hinanden. Jeg kan huske et af de første møder i mit naboråd. Folk sloges bogstaveligt - jeg mener fysisk- om at få fat i megafonen. Men i dag er situationen helt anderledes. Efter den lange kamp, som Argentina har været igennem, er folk i bevægelserne blevet klar over, at vi rent faktisk eksperimenterer med en hel ny måde at lave og tænke politik på, der adskiller sig fra alt, hvad man tidligere har set.”

De besatte fabrikker

Der findes i dag over 200 besatte fabrikker i Argentina, hvor arbejderne har overtaget styringen. I de seneste ti år har arbejdsløsheden været langt over 20 % og udsigten til at finde et nyt job, når en fabrik blev nedlagt, har ikke været store. Det har dannet grundlaget for, at mange arbejdere har været parate til at tage kampen op og forsøge at overtage driften af deres tidligere arbejdspladser. ”De besatte fabrikker er den nyeste bevægelse. Den består af arbejdere på konkursramte fabrikker, som nægter at blive arbejdsløse. Når fabrikkens ejere annoncerer lukningen af fabrikken, så nægter arbejderne at forlade den, de besætter fabrikken og begynder at drive den selv,” fortæller Ezequiel Adamovsky. Overtagelsen af fabrikkerne er ofte en meget langsommelig proces, før produktionen kan komme i gang har arbejderne oftest henslæbt måneder på sultegrænsen uden hverken elektricitet eller gas. I denne tid er arbejderforsamlinger de centrale højdepunkter, hvor alle større beslutninger tages og det er her den nye styreform fødes. Den normale arbejdsform i Argentina er præget af kontrol og lydighed og de arbejdere, der ikke accepterede dette, kunne nemt afskediges. På de fleste besatte fabrikker er arbejderne horisontalt organiseret, alles stemme tæller og alle arbejderne deler ansvaret om at drive fabrikken: ”Det mærkelige er, at de mod alle forudsigelser og på trods af utallige forhindringer, gør det rigtigt godt. Arbejderne kan drive relativt store fabrikker og ikke bare opretholde en produktion men også gøre den profitabel.”

Piquetero

Fra midten af 1990’erne og frem til i dag er der i takt med den voksende økonomiske krise opstået en stor bevægelse af arbejdsløse, der går under fællesbetegnelsen ’Piquetero bevægelsen.’ Bevægelsen består ikke af én gruppe, men af mange forskellige organisationer (mindst 15) med forskellige strategier. Men de er alle kendt som ’piqueteros’ efter de vejblokader - ’piquetes’, som de ofte anvender for at gøre opmærksom på deres krav. ”De første "piqueteros" organiserede sig spontant for at kæmpe imod de neoliberale politikker, og de organiserede sig udfra demokratiske og horisontale forsamlinger. Senere har forskellige trotskistiske, kommunistiske, maoistiske og populistiske partier efterlignet piquetero-strategien, uden at opretholde det horisontale ikke-hierarkiske perspektiv. Men der er stadig mange af ’piquetero’ grupperne, der er organiseret gennem rigtige forsamlinger og tager beslutninger på et horisontalt grundlag. Flere grupper har desuden dannet deres egne produktionsprojekter, små kooperativer, der laver brød, mursten, tøj eller andre produkter. Men produktionen følger ikke ’markedets’ regler og det er ikke organiseret af en ’koordinatorklasse’. Hele bevægelsen støtter produktionsprojekterne og er med til at tage beslutningerne om nye investeringer osv., og ’profitten’ går ikke kun til dem, der arbejder på projektet men til hele bevægelsen. Det underliggende princip er, at alt arbejde er lige værdifuldt, så alle skal aflønnes, ikke bare dem, der bager brød, men også dem der tager sig af folkeundervisning, kampagner osv.” (se næste artikel)

Hvordan skal det nye opfattes

De omtalte nye bevægelser og erfaringer har givet anledning til store diskussioner på den argentinske venstrefløj. De mere traditionelle fløje har opfattet den politiske krise, mistroen og den efterfølgende nye organiseringsform som et overgangsfænomen, som er opstået fordi der manglede de rigtige partier og kandidater til at repræsentere befolkningens ønsker og interesser. De kræver således reformeringer af de statslige institutioner, så der kan sikres en bedre repræsentation. De såkaldt autonome fløje opfatter de politiske bevægelser og nye organisationsformer som noget, der dagligt er med til at forandre argentinernes liv ved at give almindelige mennesker indflydelse på deres dagligdag og ved at skabe aktiviteter og rum, der ligger udenfor kapitalismen. Forandringernes rækkevidde er til debat og imens snakken går i de politiske forsamlinger, så gør almindelige argentinere sig hver dag erfaringer med de nye styreformer.

Primært baseret på interview udført af Michael Albert. Interviewet i sin helhed kan findes på: http://www.zmag.org/content/showart...

Piqueteros: Mod nye styreformer

Internationalt Forum havde i februar besøg af Roberto Martino, en af initiativtagerne til den argentinske folkebevægelse Movimiento Tereza Rodriguez (MTR). MTR tilhører piquetero-bevægelsen

Af Nicolenka Beltrán

“Tereza Rodriguez var en helt almindelig kvinde på vej til sit arbejde som hushjælp. Da hun passerede en demonstration, som politiet forsøgte at nedkæmpe, blev hun dræbt af en af politiets kugler. Vi valgte at tage hendes navn til minde om hende, for at huske de ganske almindelige folk i de sociale bevægelser, og fordi der er 65 % kvinder i vores bevægelse”, fortæller Roberto Martino. MTR opstod, da otte familier i 1996 bestemte sig for at organisere sig som en social bevægelse, der primært skal bestå af arbejdsløse, og hvis mål er “en social forandring”. Siden da er bevægelsen vokset til 5000 familier og har været i stand til at skabe en platform, dels i forhold til organiseringen, dels i forhold til egentlige aktiviteter - herunder blandt andet sundhedsprojekter, uddannelse og ernæring.

Kampen

”For os”, forklarer Roberto, ”er kampen ikke ensbetydende med altid at demonstrere på gaden. Det har været vigtigt, eftersom protesterne fra de forskellige sociale bevægelser har givet os en plads i samfundet, som en vigtig politisk og social aktør, men vi mener, at vi bør bevæge os over i en ny fase. Derfor har vi i MTR besluttet ikke at være nær så meget på gaden.”

I stedet vil MTR nu fokusere deres kamp på at nå længere ud i befolkningen med deres ideer, forslag og mål og dermed også genoprette de folkelige bevægelsers legitimitet.

”Det er lykkedes regeringen at sætte de sociale bevægelser i en situation, hvor de overfor samfundet fremstår som en gruppe barbarer, der ønsker at ødelægge civilisationen, som nogen der ønsker at leve af middelklassens skattepenge uden at arbejde. Det er lykkedes at gennemtrænge visse sektorer med den diskurs, og det bekymrer os. Det sidste store fokusområde for organisationen er oprettelse af nye styreformer: ”Krisen i 2001 viste os, at ligegyldigt hvor stærkt oprøret er, kan det ikke ændre noget i dybden, hvis det ikke er i stand til at skabe en ny styreform.”

Organiseringen

MTR er organiseret ud fra et net af ’Cabildos’ - råd. Kort fortalt vælges der i hvert kvarter i byen en forsamling på 7 personer til en ’Cabildo’. Hver Cabildo mødes en gang om ugen og diskuterer, evaluerer og analyserer de forskellige projekter, som man udvikler i de enkelte kvarterer. Herfra organiseres forretningsudvalg, der har ansvaret for at udføre det som besluttes og de delegeredes generalforsamling, hvor man udveksler informationer om aktiviteter i det enkelte “Cabildo”, og man definerer hvilken politisk kurs, man tager. ”For os er “Cabildo” et mødested, men det er også konstruktionen af en ny styreform. Vi ser denne form for organisering som en omvendt pyramide. Parallelt hermed eksisterer en udvalgsstruktur, der påtager sig at udføre de forskellige projekter, vi har i MTR, som f.eks. bageri, spisesteder, tekstilfabrikker, gartneri, undervisning, dyrehold, osv.”, uddyber Roberto Martino. For at tilhøre MTR er det nødvendigt at acceptere tre vilkår: At arbejde, at kæmpe og at understøtte bevægelsen økonomisk. Således deltager alle, som tilhører MTR, i en eller anden form for forebyggende eller samfundsopbyggende arbejde.

”Det retter sig alt sammen, som vi ser det, mod at skabe en ny fællesskabsfølelse, en ny kultur, som en dag vil afspejles i denne republik af “Cabildos”. Eller man kan sige en ny republik, hvor vi går frem mod en social lighed, mod at eliminere menneskelig udnyttelse og mod en mere retfærdig fordeling af rigdomme og ressourcer.”

MTR indbyder gennem Internationalt Forum interesserede til at følge deres arbejde og besøge deres projekter i Argentina. Interesserede kan if_aarhus@hotmail.com

  Mens vi venter på revolutionen ...
  Nutidens fælleder
  Argentina - Et politisk laboratorium
  Livtag med kapitalistisk produktion
  Information wants to be free!
  Irak: Spirende fagbevægelse under pres
  Sydamerika koger
  Vietnamkrigen og Vietnambevægelsen i Danmark
  Kampen imod F-type fængsler

Offentliggjort online:
torsdag 28. april 2005

  Udskriftsvenlig udgave

Bliv fan af IF på facebook

Nu er IF også på facebook. Du kan blive fan og vise din støtte til kampen for global retfærdighed. Som fan vil du få opdateringer om arrangementer i IF.

Læs den internationale appel