Af Ulrik S. Kohl
Beit Jala - en lille palæstinensisk by syd for Jerusalem. En gruppe fredsvagter er blevet sendt til en flygtningelejr i udkanten af byen for at undersøge mulighederne for at lave en aktion mod de israelske besættelsesstyrker
På Aidabjergets skråning i udkanten af Beit Jala er fire tusinde flygtninge stuvet sammen på én kvadratkilometer. Overalt på murene i Aidalejren er der klæbet plakater op, de forestiller nogle alvorlige mænd og kvinder. Solen har bagt så stærkt på nogle af dem, at farverne er blegnet, og ansigtstrækkene flyder i et med de rå betonblokke, som flygtningelejrens huse er bygget af. “Det er vores rockstjerner,” siger Abdel Fata Abu-Srur, en melankolsk biolog, der leder Al Rowwad kulturcentret i lejren. “Forstår I det? Vi har ingen rockstjerner, så vores martyrer er vores rockstjerner.” Han standser foran en mur, hvor der hænger plakater af et lille barn.
“Se her - og her.” Han peger på en anden plakat med et billede af en ung mand. “Det er Salama Debs. Han boede her i huset på 1. sal. Han blev dræbt af et skud gennem vinduet, mens han stod i sit soveværelse.” “Jeg troede, at martyrer betød selvmordsbombere?” spørger jeg.
“Alle vore døde er martyrer,” forklarer Abdel Fata og tilføjer bittert, at nogle af folkene fra de væbnede modstandsgrupper ynder at klippe et våben ind mellem hænderne på de dræbte civile før de trykker martyrplakaterne. “Man kan ikke engang kalde det for fotomanipulation, for det er alt for klodset udført. De vil vise, at man er mere helt, når man dør i kamp, end hvis man bare bliver skudt derhjemme. Så skriver de deres organisations navn på plakaten og tror, at de vinder mere respekt, fordi de har mange martyrer.”
28 martyrer
Aidalejrens flygtninge har indtil nu bidraget til Al Aqsa- intifadaen med 28 martyrer. De 27 er blevet dræbt inde i flygtningelejren - af raketangreb fra Apache-helikoptere, der pludselig dukker frem bag Aidabjerget eller af granater fra tanks eller skud fra de israelske snigskytter på Hotel Intercontinental nogle hundrede meter uden for lejren. Snigskytterne er kommet med de øvrige besættelsestropper og har forskanset sig på en af de store balkoner, der giver frit udsyn over flygtningelejren. Det er fjerde gang siden intifadaens begyndelse, at Aidalejren er under angreb. Men soldaterne gør hvad de kan, for at undgå at bevæge sig ind i lejrens virvar af snævre gader og smøger. De holder sig på sikker afstand - og skyder. Mange af palæstinenserne har aldrig set en israelsk soldat inde i selve lejren, højst en skygge halvt gemt bag sandsækkene på de øverste balkoner på Hotel Intercontinental.
Aidalejrens 28. martyr besluttede sig for at flytte frontlinjen fra sit soveværelse og ind i israelernes hjem. Den 25-årige Akhram Nabtjitji havde mistet flere familiemedlemmer under den israelske beskydning. En overgang blev hans families hus i udkanten af lejren besat af israelske tropper, der brugte bygningen som støttepunkt i beskydningen af flygtningelejren. Da israelerne trak sig ud igen, smadrede de alt og stak ild på huset. Akhram skaffede sig et M-16 gevær og sneg sig ind i det jødiske French Hill-kvarter i Jerusalem for at give sin vrede frit løb. Før han nåede at løsne så meget som et enkelt skud, blev han dræbt af israelske sikkerhedsstyrker.
Tilflugtsstedet under angreb
Flygtningene i lejren er efterkommere af indbyggerne fra 35 forskellige palæstinensiske landsbyer, der blev erobret af Israel under krigen i 1948. Mange af de femhundrede landsbyer, der dengang faldt i israelernes hænder, blev jævnet med jorden og beboerne drevet på flugt. I et halvt århundrede har Aidalejren været et tilflugtssted for mennesker, der har mistet deres hjem og deres land. Nu er tilflugtsstedet under angreb. For de israelske myndigheder er Aidalejren blot en terro-ristrede. Den nærliggende bosættelse Gilo bliver jævnligt beskudt med håndvåben af folk fra de væbnede modstandsgrupper i lejren, og flere bosættere er blevet såret. “Israel siger, at vi er terrorister. Det er sandt. Hvis terrorisme er at kæmpe for vores menneskerettigheder, at kæmpe for en ægte fred, der ikke er skabt i den ene sides blod - ja, så er vi terrorister,” siger Abdel Fata.
“Selvfølgelig er der modstandsgrupper i lejren. Det er en legitim modstand. Men det er ikke nogen rigtig modstand - det er kalashnikov-geværer mod Apache- helikoptere, det er molotovcocktails mod tanks. Dén form for modstand kan aldrig retfærdiggøre deres vold. De angriber, dræber og trækker sig ud igen. Hvorfor kan de ikke nøjes med at arrestere, hvis der er nogen, de har mistænkt? De behøver ikke rive vores husmure ned, for at vi kan drikke kaffe med naboerne - vi er sociale nok i forvejen.”
Abdel Fata vil gerne vise os rundt i lejren, så vi kan få et indtryk af, hvor de israelske angreb på terrorist-cellerne rammer. “I behøver ikke at tro på vores historie,” siger han. “I behøver ikke at tro på den anden sides historie. Søg selv efter sandheden. Se Jer omkring. Og husk hvad Den Lille Prins siger i Saint-Exupery’s bog - vi ser kun med hjertet, det essentielle ser man ikke med øjnene.”
Skolen er gennemhullet
Der er masser af folk på gaden, mest mænd. Nogle af dem har hænderne begravet i lommerne på deres slidte træningsdragter. Andre suger på billige arabiske cigaretter, som man kan købe overalt i de små kiosker, der er indrettet i vinduerne til flygtningenes huse. Næsten alle mændene er arbejdsløse. Før intifadaen fik Israel til at lukke grænserne for palæstinensiske gæstearbejdere, havde fire ud af ti arbejdere fra Aida job i Israel. Ingen ved, hvornår de får deres job tilbage - eller om det overhovedet vil ske. På flygtningelejrens flade tage står en skov af vandbeholdere, hvor vandet bliver varmet op under den bagende sol. Vandbeholderne er åbenbart et yndet mål for de israelske soldater, i hvert fald ser jeg ikke en eneste, der ikke er gennemhullet af skud. Ellers er de fleste bygninger intakte. Kun husene i lejrens yderkant og de huse, der ligger i snigskytternes frie vinkler, er slemt mærkede af nedslag fra projektiler. Den største bygning i Aida er den grå skole, som FN’s hjælpeorganisation for de palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har bygget. Betonbygningen rager flere etager op over de nærmeste huse og ser solid nok ud, men østfløjen er barrikaderet med sandsække på grund af den gentagne israelske beskydning. Et sted er projektilerne gået igennem tre vægge. “Det er ikke så sikkert for børnene,” bemærker Abdel Fata tørt. Halvvejs oppe i en flagstang hænger et FN-flag slapt ned, som om ingen har kunne bestemme sig for at rejse det helt til tops eller pille det rigtigt ned. Eller også har nogen tænkt, at flaget skal hænge på halv for bedst at passe til skolens øvrige sørgelige tilstand.
Varselsskud og flygtende børn
Mens vi betragter den gennemhullede skolebygning kommer flere og flere nysgerrige børn til. Vi har mindst halvtreds små unger på slæb, da vi sammen med Abdel Fata runder skolen for at kigge på en betonmur, som den israelske hærs bull-dozere for nylig har mast ned. Før muren blev smadret, afgrænsede den flygtningelejrens marker fra den bebyggede del af lejren. Den blokerede også den frie skudlinje ind over skolevejen. Pludselig ser vi noget stort bevæge sig inde i buskadset og hører en snurrende og brummende lyd. Sammen med en anden fredsvagt og en håndfuld af de mest ivrige unger går jeg langsomt gennem buskene for at se nærmere. “Djundi! Djundi!” skriger ungerne pludselig i en sær blanding af fryd og skræk. “Djundi!” - soldater!, gentager de og peger hen mod skrænten, hvor en pansret mandskabsvogn dukker frem og nogle israelske soldater begynder at gå i stilling. Samtidigt brager et skud henover hovederne på os, og flokken af børn spæner for at komme i dækning inde i lejren. Det er bare et varselsskud, men der er ikke noget at tage fejl af - soldaterne ved den pansrede mandskabsvogn sigter nu direkte på de flygtende børn med deres geværer. Vi følger i hælene på ungerne. Ingen af israelerne har råbt os an eller gjort tegn til os. Først da vi når op i den modsatte ende af lejren, som ligger højere oppe på bjerget, bliver det helt klart, hvorfor soldaterne vil have os væk fra området omkring skolen: De er ved at rive en del af lejren ned og befæste det nyligt erobrede landområde.