Internationalt Forum

2004: Rejsebrev fra en flygtningelejr

En glemt nation i eksil midt i Sahara

Af Michael Schølardt formand for HK-Grafisk-Kommunikation-København og medlem af International Forums Vestsahara-gruppe

Selve begivenheden, en fagforeningskongres i den tidlige sommer, var der intet mærkeligt i, men alt omkring den var særligt. Jeg deltog i UGT.SARIOs 5. kongres og vejen dertil er ikke ligetil. Over 1.000 km. flytur over Saharas ørken og derefter transport i Landrovers gennem en total øde ørken. Og så er vi der. I den mindste af saharianernes 5 flygtningelejre, der tilsammen rummer ca. 200.000 mennesker, det store flertal af den fordrevne saharianske nation. Og det er mørkt, kun lige omkring tæppet, hvor min værtsfamilie sidder, lyser et enkelt stearinlys til ære for gæsten. Efter behørig præsentation kommer det, som skulle gentage sig mange gange de kommende dage: te-drikning. Det tager 15 min. at lave et lille glas og man skal altid have 3 omgange. Og mens det første glas skal være sødt som kærligheden, skal det sidste være bittert som livet. Og det er såmænd et passende billede på saharianernes situation og selvopfattelse.

Hvor ankomsten i natten gav lejren et forsonende skær, afslørede den næste dag de barske vilkår. Her midt i verdens mest ugæstfrie sted, i den algierske del af Sahara, organiseres et ”normalt” samfund med dertil hørende demokratiske strukturer - og heriblandt altså en landsorganisation for arbejderne. Men intet er normalt i mine øjne. Der er ikke så meget som et græsstrå at se nogensteder. Der er ingen brønde, alt vand køres i tankbiler fra de nærmeste algierske brønde, og de basale fødevarer leveres fra FNs flygtningehjælp. Men livet leves på trods af dette, alt er organiseret og det giver sig bl.a. udtryk i et af de mest effektive skole- og uddannelsessystemer i den arabiske verden. Sådan har de fordrevne brugt ventetiden i næsten 30 år i lejrene.

Afrikas sidste koloni

Vestsahara var en spansk koloni indtil 1975. Da trak Spanien sig hovedkuls ud, hvorefter Mauritanien og Marokko invaderede landet og delte det imellem sig. Invasionen fordømtes af et enigt Sikkerhedsråd, som krævede øjeblikkelig tilbagetrækning (resolution 379 og 380), men såvel Frankrig som USA sørgede efterfølgende for at fordømmelsen ikke fik konsekvenser. Vestsaharas befrielsesbevægelse, POLISARIO fortsatte befrielseskampen, og trods talmæssig underlegenhed lykkedes det i 1979 at få Mauritanien til at opgive og trække deres tropper ud.

I 1982, efter 7 års krig, var POLISARIO nær ved at have befriet hele Vestsahara, men en storstilet våbenhjælp og træning fra USA og Frankrig vendte Marokkos krigslykke. 200.000 saharianere flygtede til Algier mens 70.000 blev tilbage i det besatte land

Et af modtrækkene mod POLISARIOs succesrige guerillakrig var en 2.200 km lang mur. Begge sider af muren er beskyttet af flere lag pigtråd og minefelter, som hører til verdens største med ca. 4 millioner miner. Den marokanske hær udgør her knap 200.000 mand, og 90% af Marokkos militære udgifter bruges her.

I 1988 underskrev POLISARIO og Marokko en FN-plan for landet: Der skulle afholdes valg, hvor landets indbyggere skulle stemme om dets fremtid. Den egentlige våbenhvile trådte i kraft i 1991 og i 1992 skulle valget afvikles. I den mellemliggende periode arbejdede FN-funktionærer på højtryk for at registrere vælgerne. Men Marokko trak tiden ud og nægtede til sidst pure at tale om folkeafstemning. Og hvert år blev resolutioner vedtaget om ulovligheden af besættelsen mv. Uden at det dog fik hverken FN, USA, Europa eller de arabiske lande til at mene, der skulle presses på. Og i mellemtiden fortsatte indvandringen af marokkanske settlere.

Den 31. juli i år vedtog FNs Sikkerhedsråd endnu en resolution (nr. 1495) vedrørende Vestsahara: Heri foreslås en overgangsperiode med autonomi i 4-5 år, hvorefter der afholdes en folkeafstemning, der skal fastslå Vestsaharas fremtidige status. Men også denne sagde Marokko nej til, og også denne gang mente hverken FN eller stormagterne, at der skulle gøres noget ved det.

Stædigt og tålmodigt

Min værtsfamilies yngste, Sidir på 9 år, blev for mig et symbol på saharianernes evne til at overleve de barske vilkår. Nysgerrig og åben, og trods ærgerligheden med at hans spanske ikke kunne bruges overfor mig, standsede det ham ikke i at undersøge, hvad jeg var for en størrelse, og i at suge oplysninger til sig om forholdene i Danmark. Tålmodigt og stædigt hørte han mine CD-ere med mærkelig musik, og mente at Carl Nielsen havde fat i noget med sin Helios-ouverture, der beskriver solopgangen. Og han har jo ret; solen over Fyn er den samme som over Sahara.

Når jeg talte med de andre faglige repræsentanter fra bla. Frankrig, England og Spanien, var vi alle enige om, at det mest slående var den selvfølgelighed, der var i ligestillingen mellem kønnene. På det juridiske plan giver det sig f.eks. udtryk i at skilsmisse er en ret for kvinderne uanset årsag, og den bliver brugt. Ved utroskab gælder særlige regler; i sådanne tilfælde taber man sin ret og må fri igen og derudover betale bøde.

Min tolk sagde, at sådan havde det altid været og det var en del af beduinkulturen. Men mon ikke den årtier lange befrielseskrig også har sin betydning.

For at høre nærmere talte jeg med Zarga Mustafa Mohlamin som er engelsklærer og 24 år, og Yamila Kaid Beiruk, læge og 29 år. Zarga er født i Smara, ved Marokkos invasion deltog hendes far i krigen og blev dræbt. Familien blev splittet mellem en store del, der flygtede, og en mindre, der blev tilbage i Smara

De fortæller, hvorledes Polisario har skabt et effektivt skolesystem i lejrene. Der er idag ingen analfabetisme, alle går i skole i minimum 7 år. I slutningen af grundskolen udvælges hvert år ca. 500 af de bedste elever, og de tilbydes videre skolegang udenlands. De fleste rejser til Cuba, men også Spanien og Italien er en mulighed. For familierne er det en ære, at deres børn får denne mulighed, så trods sorgen over at skulle skilles takker stort set alle ja. Både Zarga og Yamila kom til Cuba og blev der i henholdsvis 10 og 13 år.

Yamilia: ”På Cuba går saharianerne på samme skole og bor samme sted frem til universitetet. Der, hvor vi bor, er der voksne saharianere til at passe på os. Men vi har en meget stærk familiefølelse, så det var hårdt for mig som 13-årig pige at måtte undvære min familie”.

Men Yamilia fortryder ikke, selvom hun græd meget i starten: ”Det er en ære både for mig og familien at blive udvalgt, og dejligt nu som læge at kunne være til nytte for mit land”. For Yamila tog det 13 år, inden hun som læge vente tilbage til flygtningelejren, men breve og videooptagelser gør at familiesammenholdet fastholdes.

Det sker af og til at enkelte må vende hjem. Måske fordi savnet er for stort, at familien har brug for en, eller man ikke passer sine studier. Det sker i samråd med POLISARIO. Og det er også dem, der præsenterer én for de muligheder, man har, når studievalget skal gøres. Og det valg er bl.a. bestemt af, hvad der er brug for.

På mit spørgsmål om ikke kærlighed eller jobmuligheder andre steder i verden gør, at nogen ikke vender tilbage, siger pigerne, at alle vender tilbage. ”Cubanerne er søde og rare, og vi får alle en cubansk kontaktfamilie”, fortæller Zarga. ”Jeg elsker at feste og danse, og det gjorde jeg ligesom andre, også med cubanerne. Men jeg var hele tiden bevidst om, at det var ikke mit land, det var et dejligt besøg. Men formålet er at vende tilbage og forsætte kampen for saharianernes selvstændighed og befrielse”. Ikke alt var nu nemt: ”Jeg synes ikke altid, de voksne var så gode til at hjælpe en igennem de svære perioder, og her tænker jeg på i teenageårene, der sker så meget med en, som man ikke altid forstår. Og ikke engang noget så enkelt som menstruation blev der fortalt om. Det bedste, der kunne ske, var, hvis man fik en god ven i en ældre sahariansk studerende, som havde prøvet det hele”.

Bitterheden

Hos disse unge er vreden mere udtalt end hos de ældre. De fremhæver bl.a. ØstTimor, og den stærke reaktion overfor Iraks invasion af Kuwait, til at påpege hykleriet i omverden. Marokko har mindre historisk ”ret” til Vestsahara end Irak til Kuwait. ”Det er stormagtinteresser der bestemmer vores skæbne, intet andet”. Palæstina nævnes også. Her er ingen vaklen: ”Vi støtter folkenes selvbestemmelsesret og palæstinensernes ret”. Men der tilføjes bittert, at PLO ikke vender sig mod den marokanske besættelse og ikke støtter saharianernes ret til deres land. Her tæller det åbenbart mere, at PLO modtager penge fra de arabiske lande, der støtter Marokko, end princippet om selvbestemmelse.

De unge gør opmærksom på, at mange saharianere med god ret mener, at efter årtiers svig har man al moralsk og folkeretslig ret til at genoptage den væbnede kamp. Og uanset at muligheden for militær sejr er ringe vil alene en genoptagelse af kampen sætte såvel besættelsesmagten som stormagterne under pres. POLISARIO har politisk og moralsk en stærk sag.

Og Marokko er nem at ramme og lægge under pres, hvis der er politisk vilje hertil. En økonomisk embargo og en turistboykot fra Europas side ville hurtigt underminere Marokko i forvejen svage økonomi. EU bør tvinges til at ændre sin hykleriske politik med at belønne Marokko med særlige gunstige handelsaftaler, og accept af europæiske firmaers udnyttelse af det besatte lands resourcer. EU bør i stedet sige til Marokko at manglen på vilje til en løsning vil betyde handelsrestriktioner.

Kun med fornyet international opmærksomhed, økonomisk pres og militære operationer kan Marokko tvinges til en løsning.